Lyt til artiklen

Der er fredag morgen kraftig røgudvikling som følge af det langvarige slukningsarbejde af branden i en træpillesilo på Studstrupværket nord for Aarhus.

Som følge af røgen opfordrer sundhedsmyndighederne nu til, at særligt udsatte borgere i nærområdet søger væk og finder et andet sted at opholde sig, mens det står på.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Opfordringen går især på udsatte borgere i Løgten, Skødstrup, Studstrup, Skæring og Hjortshøj.

I pressemeddelelsen oplyses det også, at der med særligt udsatte borgere i denne sammenhæng er tale om børn og unge med lunge- og luftvejssygdomme – herunder astma og KOL – og børn og voksne med hjerte-kar-sygdomme.

»Årsagen til opfordringen om at søge væk er, at indånding af røg kan resultere i forværring af hjertekar- eller lungesygdomme,« lyder det fra politiet.

Opfordringen henvender sig ikke kun direkte til de udsatte borgere, men også til deres pårørende:

»Har du pårørende i risikogruppen, der ikke selv kan køre væk fra de pågældende områder, opfordres du til at hente dem,« oplyser politiet.

Borgere i risikogruppen, der modtager hjemmehjælp, vil blive kontaktet direkte af Aarhus Kommune.

»De borgere i risikogruppen, der modtager hjemmepleje og ikke har mulighed for at blive hentet af pårørende, vil blive tilbudt at blive flyttet af Aarhus Kommune med hjælp fra blandt andet Region Midtjylland.«

De borgere, der for eksempel er sengeliggende og ikke kan transporteres med taxa eller anden siddende transport, vil blive hentet i regionens sygetransporter.

Disse sårbare borgere vil blive indlogeret på plejehjem.

For alle andre i områderne, der generes af røgen fra branden – der brød ud torsdag i sidste uge – vurderes røgen ikke at udgøre en sundhedsskadelig risiko.

Hvis man generes af røgen, opfordrer politiet dog til, at man søger indenfor og lukker vinduer, døre og ventilationsanlæg.

»Hvis man får sygdomssymptomer efter at have været i røgen, skal man kontakte egen læge eller vagtlægen. Kontakt kun alarmcentralen ved sværere symptomer,« oplyser Østjyllands Politi.

Den pågældende silo har en kapacitet på hele 65.000 ton træpiller, og da branden brød ud, indeholdt den omkring 55.000 ton.

Det er endnu uvist, hvad der er årsag til varmeudviklingen og glødebranden i siloen, oplyste ejeren af værket, energiselskabet Ørsted, tidligere på ugen til Ritzau.