Hovedstadens Beredskab er torsdag aften til stede ved en villa på Glosemosevej i Glostrup. 

En kraftig ild er brudt ud i en villa, men der er endnu ingen meldinger om personskader. 

Operationschef ved Hovedstadens Beredskab, Frederik Ryberg oplyser til B.T., at røgdykkere lige nu gennemsøger villaen for beboere. 

»Vi arbejder stadig med at komme indvendigt. De første meldinger vi fik var, at det var en forladt villa, men det har vi ikke fået bekræftet, derfor går vi ud fra, at der er personer til stede, men det er der ingen indikationer på,« siger Frederik Ryberg. 

Hovedstadens Beredskab vurderer det som en meget lille sandsynlighed, at ilden breder sig til omkringliggende huse. 

Frederik Ryberg kan endnu ikke sige noget om, hvordan branden er startet, men understreger, at arbejdet hverken er til gene for trafik eller naboer.

Senere torsdag aften oplyste Hovedstadens Beredskab på X, at de ikke fandt nogen personer, efter at have gennemsøgt hele huset. 

»Alle etager er nu gennemsøgt af røgdykkere og vi har ikke fundet nogle personer i huset. Umiddelbart skulle det være tale om en forladt bygning. Efterslukningsarbejdet er fortsat i gang og vi bliver på adressen i yderligere 1-2 timer,« skriver Hovedstadens Beredskab på X.