En voldsom brand brød natten til tirsdag ud på en landejendom ved Viborg.

En tilfældig forbipasserende opdagede, at der stod flammer ud fra nogle af bygningerne på vejen Nygårdsmark og slog alarm.

På det tidspunkt havde klokken netop passeret midnat. Alarmen kom 00.06.

»Stuehuset er næsten nedbrændt, men hverken dyr eller mennesker er kommet noget til,« fortæller vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi til B.T. tidligt tirsdag morgen.

Landejendommen, som ligger lidt uden for Viborg, brød i brand kort efter midnat.
Landejendommen, som ligger lidt uden for Viborg, brød i brand kort efter midnat. Foto: Presse-Fotos.dk
Vis mere

Ifølge politiet er der en enkelt beboer tilmeldt adressen, men den pågældende var ikke hjemme, da branden brød ud.

Omkring klokken fem var branden slukket, og brandvæsenet kunne forlade stedet.

Brandårsagen er endnu ukendt.

»Vi skal have undersøgt stedet og se, om vi kan få klarlagt brandårsagen,« lyder det fra vagtchefen.