Natten til onsdag lød et kæmpe brag i Humlebæk nord for København, da ukendte gerningsmænd forsøgte at bryde ind i en hæveautomat ved byens center.
Ifølge Nordsjællands Politi var der tale om »en forholdsvis voldsom eksplosion.«
Det var Humlebæk Centrets vægter, der sidst på natten opdagede, at der havde været ubudne gæster på stedet.
»Vægteren får en alarm og rykker ud. Da han kommer ud, kan han konstatere, at der har været en forholdsvis voldsom eksplosion i boksen.«
Det fortæller vagtchef ved Nordsjællands Politi, David Eckert, til B.T. onsdag morgen.
Politiet blev alarmeret klokken 04.15, men tilsyneladende har ingen borgere i området hørt eksplosionen.
»Det undrer os lidt, at vi ikke har fået nogle anmeldelser om sagen, for der må have lydt et ordentligt brag,« siger vagtchefen.
På nuværende tidspunkt kan politiet ikke sige, hvorvidt det lykkedes gerningsmanden eller -mændene at få penge ud af automaten.
Både boksen og den nærliggende Røde Kors-genbrugsbutik er dog blevet »raseret.«
Ifølge vagtchefen er det tredje gang inden for kort tid, at nogen forsøger at bryde ind i nordsjællandske hæveautomater ved at sprænge sig vej.
»Der er tale om nogenlunde samme modus, men vi aner ikke, om det er de samme gerningsmænd, der står bag. Det efterforsker vi, og vi har nogle spor at gå efter,« siger vagtchef David Eckert.
Onsdag formiddag er Hjemmeværnet rykket ud, for at hjælpe politiet med at bevogte området omkring centret, mens politiet fortsætter efterforskningen.