»Hold dig ude af røgfanen,« lød en klar opfordring sendt ud på Twitter af Midt- og Vestjyllands Politi torsdag eftermiddag.
Politiet var i øjeblikket ude ved en kraftig brand på Havvej i Vedersø Klit på den danske vestkyst.
Her stod et stråtækt hus i flammer, og røgen herfra steg i vidt omfang mod himlen – og mod sommerhuse og en campingplads.
Derfor lød der altså en opfordring til, at borgere i området holdt sig fra røgfanen.
»Man behøver ikke nødvendigvis gå indenfor, men hvis man kan lugte røgen, er det en god idé at lukke vinduer og døre og gå ind,« lød det fra vagtchef Anders Hansen til B.T.
Ligeledes opfordredes der til, at man så vidt muligt undgik kørsel på Vedersø Klitvej, da der i kom store udrykningskøretøjer kørende.
Disse hdve svært ved at komme uden om privatbilerne, der ligeledes befandt sig på strækningen.
Politiet modtog meldingen om branden klokken 13.20 og kæmpede i timevis for at få branden under kontrol.
Ved 19-tiden lød meldingen så, at det efter en stor indsats fra i alt 35 brandmænd var lykkedes at begrænse branden til husets anneks.
»Efterslukning vil formentlig vare flere timer endnu.,« lød det videre.
Det er endnu ikke fastlagt, hvad der var skyld i branden. Sikkert er det dog, at alle kom ude af huset – og at der ikke var nogen meldinger om tilskadekomne.
