Der udbrød tirsdag aften brand i en beboelsesejendom på Hanebred i Vanløse.

Flere lejligheder blev evakueret, og to personer er kommet lettere til skade.

Det oplyser vagtchef Nicolai Ullits fra Københavns Politi til Ritzau.

»Fire lejligheder er blevet skadet i branden. De er ubeboelige. Beboerne fra de fire lejligheder er blevet genhuset,« siger han natten til onsdag.

Beboere i området blev bedt om at holde vinduer og døre lukket, mens slukningsarbejdet var i gang.

Til B.T. fortalte operationschef ved Hovedstaden Beredskab, Martin Kjærsgaard, tirsdag aften, at branden havde været på vej til at udvikle sig til en tagbrand:

»Branden truede med at blive en tagbrand, men med en massiv indsats har vi nu fået den under kontrol,« lød det fra ham.

»Vi er i gang med en eftersyn og efterslukning, mens der også er sprunget et vandrør i lejligheden, som skal fikses.«

Kort efter midnat natten til onsdag forlod politi og brandvæsnet stedet, efter at flammerne var slukket.

I forbindelse med arbejdet på stedet var der spærret af ved Jydeholmen og Ålekistevej, hvorfor man skulle finde alternative ruter.

Busser blev ligeledes omlagt.

Brandårsagen er endnu ukendt, oplyser Københavns Politi.