En 76-årig kvinde er fredag aften afgået ved døden efter en kraftig brand i hendes hjem på Kildetoften i Silkeborg.

Det fortæller Midt- og Vestjyllands Politi til B.T.

»Foreløbig ser det ud til, at der er tale om en kulilteforgiftning,« fortæller Carsten Henriksen, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiet blev alarmeret om branden 19.53, hvorefter røgdykkere fandt kvinden i den røgfyldte villa.

Herefter fik de hende ud, men kort efter blev hun erklæret død.

De pårørende er blevet underrettet.

Ifølge politiet ser det foreløbigt ud til, at det er en gryde på komfuret, der har udløst branden.

Men de endelige undersøgelser, afventer fortsat.