Brandvæsenet er fortsat massivt til stede på Paul Bergsøes Vej i Glostrup, efter der tirsdag eftermiddag gik brand i et skrotoplag.

Det oplyser Københavns Beredskab til B.T.

»Vi arbejder stadigvæk derude, og det kommer vi til at gøre i et par timer endnu. Sådan noget metalskrot kan godt være lidt svært at slukke, så det er vi fortsat i gang med,« fortæller vagthavende Michael Jonsen.

Og selvom brandvæsenet var forberedt på det, så er de blevet ekstra udfordret af, at vinden undervejs er vendt.

Foto: Felix Bech Jensen/Byrd
Vis mere

»Vi er blevet nødt til at lægge nogle slanger om og placere nogle køretøjer andre steder på grund af vinden,« forklarer vagthavende.

Det er endnu uvist, hvad der er årsagen til den kraftige brand.

Københavns Beredskab oplyser dog, at der umiddelbart ikke er nogen meldinger om personskader.

Og selvom de forventer at arbejde nogle timer endnu, så er det fortsat vanskeligt at sige, hvornår branden endeligt er slukket.

Foto: Felix Bech Jensen/Byrd
Vis mere

»Det er svært at sige, men vi forventer at være færdig først på natten, hvis alt går vel,« siger Michael Jonsen.

Tidligere på dagen resulterede den kraftige brand i voldsom røgudvikling.

Det betød blandt andet, at hastighedsgrænsen på den nærliggende motorvej blev nedsat, fordi røgen kom ind over vejbanen.

Desuden har Beredskab Øst tirsdag aften på Twitter oplyst, at de assisterer Hovedstadens Beredskab i forbindelse med slukningen af branden.