Adskillige togsæt udbrændte, da der fredag udbrød en større brand ved banegården i Fredericia.

Selv om der var tale om en voldsom brand, kom ingen mennesker noget til, da der var tale om udrangerede togstammer.

Derfor indgår det også som en oplagt mulighed i politiets efterforskning af brandårsagen, at der sandsynligvis er tale om en påsat brand.

Sydøstjyllands Politi modtog kl. 04.55 anmeldelsen om, at flere togstammer stod i flammer ved Norgesgade i Fredericia.

Foto: Mathias Øgendahl
Foto: Mathias Øgendahl
Vis mere

»Der var brand i en ældre togstamme, og det har bredt sig til to stammer mere,« lød det tidligt fredag morgen fra vagtchef Halfdan Krammer fra Sydøstjyllands Politi.

»Det er rimelig voldsomt,« tilføjede han og opfordrede folk til at holde sig væk fra området.

Efter et par timers slukningsarbejde fra lokale brandfolk kunne politiet oplyse, at branden i togstammerne var slukket. Der vild dog fortsat være kontrol af brandstedet, og derfor blev afspærringen ved stedet også opretholdt.

»Vi kan endnu ikke sige noget med sikkerhed i forhold til brandårsagen. Vi efterforsker på det, men togstammerne skal lige køle lidt mere af, inden vores teknikere for alvor kan komme ind over,« tilføjer vagtchefen hos Sydøstjyllands Politi fredag morgen.