Hovedstadens Beredskab er tirsdag formiddag i gang med at slukke en kraftig brand i et pizzeria på Amager.

Den kraftige brand førte til, at der en overgang var meget røg i gaden.

Det oplyser beredskabet på Twitter:

»Vi er mødt på hjørnet Parmagade/Grækenlandsvej på en melding om røg fra tag efterfulgt af røg fra butik. Meget røg i gaden,« lød det i det første tweet om branden.

Kort efter kunne beredskabet ved 10-tiden oplyse, at der var tale om en kraftig brand i et pizzeria:

»Samtidig har vi sat styrker ind på bagtrappen, hvor det muligvis ligeledes brænder. Der er sendt yderligere styrker til brandstedet,« lyder det.

Til B.T. fortæller Mads, der bor i en lejlighed lige ved pizzeriaet, at han blev klar over, at der var noget helt galt, da politiet kom og bankede på dørene i hele hans opgang klokken 09.25.

»De evakuerede det hele og sagde, at vi skulle ud, og at 'det var nu', fordi der var brand,« forklarer Mads.

Foto: Mads / Privatfoto
Vis mere

»Så var det ellers bare med at finde en jakke og mine nøgler og komme ud derfra,« tilføjer han.

På det tidspunkt havde enkelte beboere i opgangen bemærket en røglugt, men Mads havde ikke selv lagt mærke til det.

»Ude på gaden var det rimelig kaotisk. Der var sindssygt meget røg, og politiet var i gang med at spærre det hele af. Da jeg kom ud, holdt der allerede to brandbiler, og så kom der flere til,« fortæller han.

I øjeblikket holder der både politibiler, en ambulance og fire-fem brandbiler i gaden.

»Så der er rimelig gang i den, men det ser ud til, at de mere eller mindre har fået branden under kontrol. Der kommer dog stadig noget røg engang i mellem,« fortæller Mads.

B.T. følger sagen.