Det konservative medlem af kommunalbestyrelsen i Rudersdal Kommune i Nordsjælland, Kenneth Birkholm, bør idømmes fængsel.

Det fremgår af et anklageskrift mod den 50-årige kommunalpolitiker fra Hørsholm, som B.T. har fået aktindsigt i.

Anklagemyndigheden hos Nordsjællands Politi har tiltalt Rudersdal Kommunes 2. viceborgmester for momssvindel af særlig grov karakter.

Ifølge anklageskriftet har den konservative lokalpolitiker i perioden fra 13. december 2011 til 2. juli 2013 som direktør og eneanpartshaver fortsat driften af sit anpartsselskab Dokebis virksomhed, efter at Skat havde nægtet at momsregistrere virksomheden. Det skete ifølge tiltalen med forsæt til at unddrage statskassen afgift.

Byrådsmedlem Kenneth Birkholm, der er gruppeformand for de konservative lokalpolitikere i Rudersdal Kommune i Nordsjælland, er netop blevet tiltalt for momssvindel for godt 650.000 kr. og bør ifølge Nordsjællands Politi idømmes fængselsstraf.
Byrådsmedlem Kenneth Birkholm, der er gruppeformand for de konservative lokalpolitikere i Rudersdal Kommune i Nordsjælland, er netop blevet tiltalt for momssvindel for godt 650.000 kr. og bør ifølge Nordsjællands Politi idømmes fængselsstraf. Foto: Rudersdal Kommune
Vis mere

Samtidig går tiltalen også på, at Kenneth Birkholm i samme periode udstedte fakturaer med moms, selv om anpartsselskabet altså var blevet nægtet momsregistrering.

Derved unddrog den konservative politiker ifølge anklageskriftet statskassen 651.190 kr. i moms.

Skat kan eksempelvis nægte at momsregistrere en virksomhed, hvis der ikke kan stilles den fornødne sikkerhed for momsbeløbene.

Udover fængselsstraf nedlægger Nordsjællands Politi også påstand om, at Kenneth Birkholm idømmes en tillægsbøde svarende til det unddragne beløb.

Indtil for få år siden ville en fængselsstraf for momssvindel med sikkerhed være ensbetydende med ubetinget fængsel.

Siden 2015 har det dog i førstegangstilfælde ved mindre momsforbrydelser været muligt at få gjort fængselsstraffen gjort betinget af samfundstjeneste.

Den teoretiske strafferamme for momssvindel af særlig grov karakter efter straffelovens paragraf 289 er otte års fængsel.

Den 50-årige Kenneth Birkholm har været medlem af kommunalbestyrelsen i Rudersdal Kommune siden januar 2014. Han er i dag kommunens 2. viceborgmester, medlem af Økonomiudvalget og formand for kommunens største og økonomisk tungeste område i Social- og Sundhedsudvalget.

På hans egen hjemmeside beskriver han sin politik under overskriften »Ordentlighed«. Det sker blandt andet ved en videooptagelse af hans tale fra talerstolen på det konservative landsråd i september 2016.

Her fremhæver den tiltalte politiker konservative kerneværdier som bl.a. omsorg, ærlighed og ordentlighed.

Straffesagen mod Kenneth Birkholm er berammet til at finde sted som en domsmandssag ved retten i Lyngby 22. november.

»Jeg skal først have møde med min advokat i næste uge, men som udgangspunkt føler jeg ikke, at jeg er skyldig,« siger han til B.T.

»Hvis jeg ender med at blive fundet skyldig og modtager en frihedsstraf, så vil jeg trække mig fra kommunalbestyrelsen lige med det samme. Ligemeget om det er betinget eller ubetinget.«

»Jeg har på forhånd informeret nogle ganske få i mit bagland om, at sagen var undervejs, men ikke engang min hustru,« siger Kenneth Birkholm, da B.T. fanger ham på mobilen.

I et fødselsdagsinterview med sn.dk fortalte han i maj i år, at han som ung havde været en rod:

»Det har jeg helt klart været, og man kan nok sige, at jeg i min ungdom har slået rimelig mange skæverter,« lød det fra ham i forbindelse med hans 50 års-fødselsdag.