Forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen forsøgte at så maksimal tvivl om stort set alle centrale dele af anklagerne mod den drabsdømte sygeplejerske fra Nykøbing Falster, da han onsdag holdt sin afsluttende procedure i ankesagen.

Her prøver den 32-årige Christina Aistrup Hansen at få omstødt den livstidsdom, som et enigt nævningeting i byretten i Nykøbing Falster sidste sommer idømte hende for især drab på tre patienter og forsøg på også at slå en fjerde patient ihjel.

I sin afsluttende bredside langede hendes forsvarer blandt andet ud efter sagens hovedvidne - en anden sygeplejerske PL, der på en dramatisk nattevagt op til 1. marts 2015 holdt særligt øje med Christina Aistrup Hansen, fordi hun i længere tid havde haft mistanke om, at hun slog patienter ihjel.

Efter tre dødsfald på nattevagten slog PL ud på morgenen for alvor alarm til sin kæreste, der var overlæge på akutafdelingen, da hun havde overrasket sin kollega stå bøjet ind over en 73-årig kvindes seng med to sprøjter i hånden. Kort efter holdt denne patient op med at trække vejret, men blev på et hængende hår genoplivet - blandt ved hjælp af modgift mod morfin.

PLs vidneudsagn har spillet en vigtig rolle i sagen - blandt andet fordi Christina Aistrup Hansen siden sin anholdelse flere gange har skiftet forklaring på, hvorfor hun stod med de to sprøjter i hånden. Blandt andet har hun sagt en læge, havde bedt hende om at gøre dem klar - det har lægen nægtet. Hun har også forklaret, at den ene af dem var til en patient med kramper i benene, som hun flere gange gange under nattevagten gav sprøjter. Det har både patienten og hendes kolleger afvist.

Alligevel understregede forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen i sin procedure, at kollegaen PL havde set spøgelser og havde tunnelsyn.

»Hun går nærmest i panik og ser spøgelser overalt i forhold til Christina. Grunden til at Christina sidder her i dag, er i høj grad PLs opfattelse af, at Christina er massemorder. Hun render rundt og efterforsker denne her nat, efter at hun selv har besluttet sig for, at Christina går rundt og slår patienter ihjel. Det er hende, der kontakter sin kæreste, som så kontakter sin kontakt i politiet, og så er efterforskningen fra starten kun fokuseret omkring Christina. Man har aldrig efterforsket andre end hende,« lød det fra Michael Juul Eriksen.

Forsvarsadvokaten lagde også stor vægt på en række erklæringer fra Retslægerådet, der ikke kan tilslutte sig Retskemisk Instituts beregninger af, at de døde patienter har fået stesolid og især morfin i dødelige doser.

"Det smadrer fuldstændig anklagemyndighedens sag, og det må have løbet dem koldt ned ad ryggen, da de fik dem. Med den nye udtalelse fra Retslægerådet kan man ikke lægge til grund, at der er blevet begået en forbrydelse. Den forudsætning er væk nu," procederede Michael Juul Eriksen.

»Vi kan ikke i et eneste tilfælde lægge til grund, at nogen af de døde patienter har fået en dødelig dosis morfin,« understregede forsvareren.
I byretten blev mængderne af morfin, som patienterne havde fået, beregnet til at være på mellem 40 og 50 milligram. Mens Retslægerådet vurderer, at patienterne kan have fået ned til 10 milligram.

Tirsdag kaldte anklager Karen Vistisen erklæringen for en »ekstrem forsigtig udtalelse«.

Til det siger Michael Juul Eriksen blandt andet:

»Selvfølgelig skal vi være forsigtige. Vi taler om, at man vil give en kvinde fængsel på livstid for at have begået drab.«

Med den afsluttende procedure fra forsvareren kan dommere og nævninge nu trække sig tilbage og vurdere, hvorvidt de mener, at sygeplejersken er skyldig eller ej.

Dommen forventes at falde i løbet af et par uger.