»Seriemordene på vores kære skal efterforskes på ny, så sandheden kommer helt frem.«

Sådan lyder kravet fra de pårørende til nogle af ofrene for 'Monsteret fra Firenze', der før årtusindskiftet spredte rædsel i Italien ved at myrde otte kærestepar. Drabene er aldrig blevet opklaret med sikkerhed.

Ofrene var elskende, som var søgt til afsides og uforstyrrede steder for at dyrke hinandens kroppe. Lige indtil seriemorderen – eller seriemorderne – slog til i bakkerne omkring Firenze.

Og selvom drabene fandt sted for mere end 40 år siden, nægter sagerne at dø.

Ifølge The Guardian har senest de pårørende til tre af ofrene bedt den lokale anklagemyndighed om igen at se på nye mulige spor i det enorme sagsmateriale.

»Vi søger efter sandheden med en ny efterforskning, og vi er overbeviste om, at der er elementer i de gamle sagsakter, som fejlagtigt blev overset,« siger advokat Valter Biscotti til nyhedsbureauet AFP.

Advokaten repræsenterer Estelle Lanciotti, den ældste datter af det franske offer Nadine Mauriot, der under en campingferie i Italien i 1985 blev skudt sammen med sin kæreste Jean Michel Kraveichvili.

Ofrene for 'Monsteret fra Firenze' var alle par, der blev skudt med den samme kaliber .22 Beretta-pistol. De fleste blev angrebet i biler – enten mens de havde sex eller lige efter.

Franske Nadine Mauriot blev dog myrdet i sit telt, og hun var et af fire kvindelige ofre, hvis bryster eller skridt blev lemlæstet i forbindelse med de opsigtsvækkende seriemord.

Familiens advokat forlanger nu, at efterforskerne ser med friske øjne på en konkret mistænkt. Han har tidligere optrådt i efterforskningen, men hans rolle blev ifølge advokaten ikke undersøgt tilstrækkelig grundigt.

Samtidig ønsker man en fornyet undersøgelse af dna-materiale, der blev fundet på nogle anonyme breve, som efter drabene blev sendt til politiet.

Drabene fandt sted i områder omkring Firenze i perioden 1968-1985, og undervejs har ikke færre end fem mænd været anklaget for at stå bag mordene.

Ved det syvende af de otte seriemord på kærestepar ved Firenze blev det mandlige offer fundet i en parkeret bil, mens det kvindelige offer blev fundet liggende lemlæstet få meter derfra. 
Ved det syvende af de otte seriemord på kærestepar ved Firenze blev det mandlige offer fundet i en parkeret bil, mens det kvindelige offer blev fundet liggende lemlæstet få meter derfra.  Foto: BRUNELLESCO TORRINI
Vis mere

En af dem nåede at tilstå, men da der i alle tilfælde skete nye drab med den samme pistol, mens den formodede gerningsmand sad fængslet, menes 'Monsteret fra Firenze' aldrig at være blevet afsløret med fuldstændig sikkerhed.

En mulig gerningsmand – landmanden Pietro Pacciani, der også blev dømt for at have voldtaget sine egne to døtre – blev i 1994 idømt livstid for at have dræbt seks af de otte par, men to år senere blev han frikendt ved en appeldomstol.

Frikendelsen blev senere omstødt af det italienske svar på Højesteret, men inden mordsagerne nåede at blive genoptaget, døde Pacciani 73 år gammel i 1998 af et hjerteanfald.

Han var ifølge anklagerne en voldelig og sexbesat mand, der begik drabene sammen med flere venner, som han plejede at gå på bordel med.

To af disse venner blev fundet medskyldige i fire af de otte dobbeltdrab og nåede at blive fængslet, men siden er begge døde.

Nu ønsker de pårørende altså, at der bedre sent end aldrig kan komme definitiv klarhed over ansvaret for de bestialske seriemord.