Nærgående spørgsmål om sex, intime berøringer i skridtet og i to tilfælde decideret voldtægt.

Sådan lyder den alvorlige anklage mod en 43-årig sexhypnotisør, når han i denne uge ved retten i Glostrup står tiltalt for en lang række blufærdighedskrænkelser og seksuelle overgreb på en halv snes kvindelige patienter, som han med sin dybe og rolige stemme havde hypnotiseret til forsvarsløs trancetilstand.

Hypnotisøren nægter sig skyldig i alle anklagerne, som anklageren mener skal udløse en årelang fængselsstraf.

De seksuelle overgreb fandt ifølge anklageskriftet sted fra august 2010 til maj 2016 - især i en lille klinik i Rødovre Centrum. En af voldtægterne fandt dog angiveligt sted på en privat adresse i Høje Taastrup under en hjemmebehandling hos en 17-årig pige.

Den omfattende sag tog for alvor fart, da BT i december forrige år omtalte, at hypnotisøren var anklaget for groft at have misbrugt en 16-årig piges ' behandlingsmæssige afhængighed' af ham til under hypnose at have forgrebet sig seksuelt på pigen i mindst otte tilfælde gennem et år. I seks tilfælde fik han udløsning i munden på den psykisk skrøbelige pige.

Efter BTs omtale af sagen med den 16-årige pige stod en lang række andre kvinder frem, der i de senere år også havde følt sig seksuelt krænket, når de tillidsfuldt havde lagt sig på briksen hos hypnotisøren.

Da i alt seks kvindelige klienter var stået frem i BT og havde fortalt om hypnotisørens alternative form for behandling, valgte politiet at efterlyse kvinder, der følte sig udsat for overgreb fra hans side. Det har nu udmøntet sig i et alvorligt anklageskrift med samlet 16 tiltalepunkter for forbrydelser mod ni kvinder, der på gerningstidspunkterne var i alderen 16-48 år.

En af dem er 37-årige Emma, der i 2014 opsøgte hypnotisøren i håb om at få hjælp til sine problemer med lavt selvværd. Emma er ikke hendes rigtige navn, men BT er bekendt med hendes identitet.

Hun blev under hypnose-seancerne blandt andet bedt om at beføle sig selv i lysken, ligesom hypnotisøren tilbød at berøre hende, har hun fortalt BT. Da hun ved den fjerde session ønskede hjælp til at blive bedre til jobsamtaler, fik behandlingen hurtigt en seksuel drejning, fordi jobsamtaler blev sammenlignet med oralsex.

»Han siger blandt andet: 'Kan du lide at give blowjobs? Så har du vel prøvet det med mange forskellige, og så ved du jo også godt, at det ikke er lige godt hver gang. Så bare forestil dig, at du skal ind og give et blowjob til den næste samtale. Du lærer jo fra gang til gang, hvad der fungerer. Og så bliver du bedre og bedre til det. ' Hypnotisøren spørger også, om jeg har prøvet en trekant. Han nævner, at han har prøvet det mange gange, at han er vild med det, og spørger, om jeg har lyst til det.«.

Emma er glad for, at hun ikke fysisk nåede at blive krænket lige så slemt, som nogle af de andre kvindelige klienter har fortalt om. Efter den fjerde session og de talrige spørgsmål om hendes sexliv besluttede hun sig for, at det var sidste gang, hun havde betalt hypnotisøren 1.100 kr. for en seance i klinikken i Rødovre Centrum.