En kendt, dansk popstjerne må torsdag gøre sig klar til at optræde i Københavns Byret.

Her vil han som tiltalt skulle afgive forklaring ind i mikrofonen i vidneskranken i stedet for som normalt at synge i en scenemikrofon.

Anklageren vil kræve musikeren idømt fængselsstraf, hvis han kendes skyldig i de to voldsforhold, som han er tiltalt for at have begået en sen nattetime på en natklub i København.

Den tiltalte nægter sig skyldig.

Den mandlige popstjerne har ifølge anklagemyndigheden ved Københavns Politi gjort sig skyldig i både almindelig vold efter straffelovens paragraf 244 samt den mere alvorlige paragraf 245 om grov vold.

Den bestemmelse bruges typisk, når gerningsmanden har benyttet en form for våben eller redskab til at udøve volden.

I dette tilfælde drejede det sig ifølge anklageskriftet om et drikkeglas af hård plast, som den nu tiltalte musiker ifølge tiltalen kastede og ramte to personer med.

De blev begge blev ramt i ansigtet af drikkeglasset.

Skaderne var så voldsomme og behandlingskrævende, at de forurettede bagefter måtte have syet deres sår på skadestuen.

Den blodige episode fandt sted en sen nattetime i slutningen af maj sidste år på natklubben Arch på Nørregade 41 i det indre København.

Ifølge anklageskriftet var det egentlig musikstjernens hensigt at ramme en tredje person, da de to andre personer i stedet blev ramt af drikkeglasset.

Det egentlige mål for musikerens vrede blev i samme forbindelse i stedet ramt af et slag i ansigtet med flad hånd fra den nu tiltalte.

Dette forhold betragter anklagemyndigheden som simpel vold, mens det kastede drikkeglas bliver juridisk kategoriseret som grov vold.

Hvis musikstjernen kendes skyldig i tiltalen, er det anklagerens påstand, at han skal straffes med fængsel.

Samtidig tages der i anklageskriftet forbehold for erstatning til de forurettede ofre for volden.

B.T. er afskåret fra at identificere musikstjernen nærmere, da han forud for retssagen har fået en dommer i Københavns Byret til at beskytte ham med et navneforbud.

Musikstjernens forsvarer, advokat Henrik Stagetorn, oplyser forud for retssagen, at hans klient nægter sig skyldig i begge forhold i tiltalen.