En video med seksuelt krænkende indhold bliver lige nu delt blandt skolebørn i Aabenraa-området.

To skoleelever optræder i videoen, og politiet understreger, at det er ulovligt både at dele og besidde den.

Derfor opfordrer politiet til, at du straks sletter den, hvis den havner på din telefon eller pc.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Videoen er blandt andet blevet delt via det sociale medie Snapchat, hvor en gruppe børn mellem 13 og 15 år allerede har fået adgang til den.

Børnene er under 15 år og kan derfor ikke straffes for besiddelse og deling af videoen.

Syd- og Sønderjyllands Politi opfordrer skolebørnene til, at de straks stopper med at dele videoen og sletter den, hvis de har modtaget den.

Derudover opfordres forældre til at tale med deres børn og unge om digital adfærd og sørge for, at videoen bliver slettet.