Det er umuligt at sætte tal på, hvor mange børn der bliver udsat for seksuelle krænkelser i Danmark. De digitale medier har åbnet nye muligheder for seksuelle overgreb, og stadig tflere bliver begået ved hjælp af ‘grooming’, hvor en krænker manipulerer et barn til at medvirke i aktiviteter, der har til formål at tilfredsstille den voksne.

Men når en groomer krænker, foregår det på mange niveauer, og derfor er det ifølge vicepolitiinspektør Johnny Lundberg, leder af Rigspolitiets Nationale IT-efterforskningscenter NITEC, uhyre svært at danne et overblik over omfanget.

- Vi ser kun de værste sager. Og for at vi kan gribe ind, skal det være dokumenteret, at den pågældende har haft til hensigt at udøve kriminelle handlinger, siger Johnny Lundberg.

Psykolog Sara Hagström, der på rådgivnings- og behandlingsstedet Albahus dagligt møder børn og voksne, der er berørt af seksuelle overgreb, opfordrer alle forældre til at tale med deres børn om sikkerhed på nettet.

Lavt selvværd

Børnene skal vide, at en optræden på webcam risikerer at blive gemt af den anden part.

- Alle børn og unge er i risiko for at blive viklet ind i det her, men de, der groomere, er rigtig gode til at udvælge dem, der har lavt selvværd eller savner sociale relationer, siger Sara Hagström.

Groomingen begynder med, at den voksne introducerer et venskab. Roser og siger måske: ’Ej, hvor ser du flot ud på det billede’ eller ’Hvor er du god at tale med’. De interesserer sig for den unge, finder ud af, hvad de går op i, og skaber et fællesskab.

Truer børnene

- Der er tale om mønstre, der går igen. En række forskellige faser, der ikke begynder med det seksuelle. Barnet tror, at det er med frivilligt, og vi ser tit, at barnet efterfølgende selv tager skylden for det, der er sket, siger Sara Hagström.

Ofte får krænkeren barnet til at sende billeder af seksuel karakter, eller også får han dem til at vise sig frem på webcam. Uden barnets vidende kan han finde på at optage barnet, og senere vil nogle krænkere bruge billederne til at presse barnet yderligere. Ellers sender han billederne til alle vennerne, lyder en ofte brugt trussel.

- For nogle stopper kontakten her, og for andre ender det med et fysisk møde, der måske ender i reel seksuel aktivitet, siger Sara Hagström.

Ifølge Red Barnet viste en spørgeskemaundersøgelse blandt 9. klasses elever, at 2 pct. af drengene og 7,8 pct. af pigerne havde haft seksuel kontakt med en voksen, inden de var fyldt 15 år.