Brian Holm stod tirsdag frem og indrømmede, at han er den kendte sportsstjerne, der er sigtet for blandt andet at have seksuelt krænket et barn under 12 år.

Brian Holm har tidligere haft kræft, og han har derfor haft et stort engagement i Kræftens Bekæmpelse, hvor han blandt andet var ambassadør for deres Mænd mod Kræft kampagne. Han er dog ikke aktiv i Kræftens Bekæmpelse i øjeblikket, oplyser foreningen.

Hos Kræftens Bekæmpelse har man været mere end glade for den tidligere cykelrytters engagement.

- Han har gjort en kæmpe indsats for vores arbejde, og han har hjulpet rigtig mange mennesker, siger pressechef i Kræftens Bekæmpelse, Claus Fahrendorff.

Pressechefen gør det samtidig klart, at Brian Holm ikke længere kan være en del af Kræftens Bekæmpelses aktiviteter, hvis han bliver dømt for de grove sigtelser.

- Det er klart, at bliver han dømt for det, han er sigtet for, er det ikke foreneligt med vores værdier, siger Claus Fahrendorff.

Han maner samtidig til besindighed, så længe Brian Holm kun er sigtet i den alvorlige sag.

- Vi har alle sammen lært noget af filmen 'Jagten', og vi skal alle sammen huske at opføre os fair, siger Claus Fahrendorff.