Den tidligere rocker Brian Sandberg er hårdt ramt af kræft og har aflyst sin foredragsturné i marts.

Det begyndte med en blodig plet på ryggen. Det viste sig at være modermærkekræft forårsaget af for meget solariesol. Dernæst spredte kræften sig til lymferne og lungerne. Den berømte eks-rocker Brian Sandberg er undergået flere operationer, men tirsdag viste en kræftscanning en ny plet på lungerne.

Derfor skal Brian Sandberg i næste uge modtage immunterapi på Herlev Hospital, fortæller han til BT.

»Jeg har frygtet det, og var forberedt på, at det kunne ske. Det bliver mit livs kamp, men lægerne siger, at der er gode chancer for at slå det ned og holde det i dvale,« siger Brian Sandberg.

På grund af den fremskredne kræftsygdom, har Brian Sandberg aflyst syv planlagte foredrag rundt omkring i Danmark. De, der har købt billet, får deres penge retur, lover han på Facebook.

»Jeg håber at kunne holde foredragene senere, men lige nu bliver jeg nødt til at bruge alle mine kræfter på det her. Min kæreste har fedet mig op, for der kan være nogle kraftige bivirkninger ved immunterapi såsom kvalme og opkast,« siger Brian Sandberg.

Den tidligere Hells Angels og Bandidos rocker Brian Sandberg fotograferet på Rigshospitalet efter en kræftoperation.
Den tidligere Hells Angels og Bandidos rocker Brian Sandberg fotograferet på Rigshospitalet efter en kræftoperation. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Brian Sandbergs modermærkekræft har formentlig været uopdaget i mange år, men da sygdommen først blev konstateret, gik det stærkt med at komme i behandling, fortæller han:

»Lægerne og sygeplejerskerne arbejder top professionelt. Når man kommer ind i kræftpakken går det lynstærkt og man kommer til med det samme,« siger eks-rockeren.

51-årige Brian Sandberg blev i 2008 kendt i den brede offentlighed, da han som Hells Angels-medlem blev hyret som livvagt for storsvindleren Stein Bagger. Under bandekrigen i 2009 blev han udsat for flere skudattentater. Han fik tilnavne som Gucci-rockeren og Jet-set rockeren på grund af hans extravagante tøjstil og omgang med kendte mennesker.

I 2012 forlod Brian Sandberg Hells Angels med status af left. Samme år blev han optaget i Bandidos, men efter tre år i klubben blev han smidt ud i Bad Standing efter en saftig sexchat med et andet medlems ekskone.

Brian Sandberg har udgivet tre bøger om sit liv. I 2017 har Brian Sandberg rejst Danmark rundt på turné, hvor han har holdt en hel række foredrag om sin fortid i rocker- bandemiljøet.

»Det har været en fantastisk oplevelse. Der har været fuldt hus hver gang, og det har været Hr. og Fru hakkebøf, der mødte op og stillede spørgsmål,« fortæller han.

Brian Sandberg er bosat i sin fødeby Slagelse og er far til en voksen søn.