Kostede 17-årig dreng livet: Nu er der rejst tiltale i sagen
Føreren af den bil, som drengen sad i, er tiltalt i sagen.

Føreren af den bil, som drengen sad i, er tiltalt i sagen.

Da to biler sidste år stødte sammen ved Kolding, endte det fatalt for en 17-årig dreng.
Nu er der rejst tiltale mod en 21-årig mand – som førte bilen, drengen sad i – i sagen.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Af den fremgår det, at den 21-årige er blevet tiltalt for uagtsomt manddrab og uagtsom legemsbeskadigelse.
Den tragiske ulykke fandt sted den 14. november om eftermiddagen sidste år. Der stødte to biler sammen på Skamlingvejen ved Kolding – og den 17-årige, der sad som passager i den ene af bilerne, endte med at miste livet.
Ifølge anklageskriftet overskred den 21-årige under kørslen hastighedsgrænsen på 80 kilometer i timen, lyder det.
'Dette var medvirkende til, at han i et sving mistede herredømmet over køretøjet. Bilen kurede over i den modsatte vognbane, hvor den ramte en modkørende', oplyser Sydøstjyllands Politi i pressemeddelelsen.
En kvinde, der kørte den anden bil, pådrog sig alvorlige og behandlingskrævende skader.
Af den grund er den 21-årige mand også tiltalt for uagtsom legemsbeskadigelse.
Sagen er berammet til at gå i gang den 1. oktober ved Retten i Kolding.