»Vi ønsker at give udtryk for, hvor chokerede og oprørte vi er over den nylige anholdelse af en af organisationens medarbejdere i forbindelse med en meget grufuld og omtalt sag i Danmark.«

Sådan lyder det fra ledelsen og bestyrelsen hos den virksomhed, hvor den 32-årige mand, der er sigtet for frihedsberøvelse og voldtægt af en 13-årig pige, er ansat.

Da der er nedlagt navneforbud i sagen, kan B.T. ikke oplyse, hvilken virksomhed der er tale om, men sikkert er det, at den sigtedes ansættelse hænger i en tynd tråd.

På baggrund af sagen har ledelsen nemlig med bestyrelsens opbakning truffet afgørelse om at bortvise ham.

Der er navneforbud i sagen, og den anholdtes identitet må derfor ikke offentliggøres. Hans foto er derfor sløret.
Der er navneforbud i sagen, og den anholdtes identitet må derfor ikke offentliggøres. Hans foto er derfor sløret.
Vis mere

Den 32-årige mand er sigtet for klokken 11.43 lørdag at have indledt en langvarig frihedhedsberøvelse af den 13-årige pige, der netop havde færdiggjort sin avisrute på Sydvestsjælland.

Mod hendes vilje holdt han hende ifølge politiet fanget i sin bil og på to forskellige adresser i henholdsvis Sorø og Korsør, indtil han søndag klokken 14.48 blev anholdt på sin adresse. Han er yderligere sigtet for voldtægt og voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.

Han erkender sig delvist skyldig.

Da den 32-årige mand mandag blev fremstillet i grundlovsforhør, brugte hans forsvarer Jens Otto Johansen det faktum, at den sigtede »har et godt arbejde« som argument for, at der skulle nedlægges navneforbud.

Selvsamme arbejdsplads har ifølge eget udsagn bistået politiets efterforskning de seneste dage og vil fortsætte med at gøre det.

»Denne hændelse har chokeret og overrasket os alle, og vores ledelse og bestyrelse har siden weekenden været samlet flere gange, siden vi blev bekendt med, at en af vores medarbejdere var involveret i denne grufulde sag.«

Virksomheden oplyser videre, at man sender tanker og medfølelse til offeret og hendes familie.

»Vi kan ikke begribe, hvad de går igennem, og vi står sammen med resten af samfundet om fordømmelse af de forfærdelige handlinger, der er begået.«

Også virksomhedens egne medarbejdere er berørte af sagen, og af samme årsag er alle blevet tilbudt krisehjælp, lyder det.

»Vi er dybt berørte af sagens alvor og brutalitet og ønsker at skabe ro og støtte omkring vores personale, der alle er meget berørte. Flere af vores medarbejdere har været tætte kollegaer med den omtalte person.«

Foreløbigt er den 32-årige varetægtsfængslet frem til 11. maj.

Lyt til B.T.s podcast 'På fersk gerning', hvor kriminalredaktionens journalister gennemgår sagen.