En sag om en cigaretfabrik i en mindre by mellem Kalundborg og Holbæk bør være et alvorligt wake-up call til myndighederne.

Det mener brancheforeningen Tobaksproducenterne.

- Når professionelle netværk kan etablere en fabrik i den her størrelsesorden, understreger det behovet for et vedvarende fokus fra politi, skattemyndigheder og øvrige kontrolmyndigheder, siger direktør Christian Bendix i en kommentar.

Torsdag er to mænd blevet dømt for at have drevet en illegal fabrik i en stor hal i Svebølle gennem mere end et år.

Produktionen af falske Marlboro, Prince og andre cigaretmærker nåede op på 216 millioner, inden myndighederne i slutningen af januar sidste år slog til.

Politiet rykkede ud, et par dage efter at en lastvogn med 16,5 ton råtobak var blevet stoppet ved grænsen.

Men ved aktionen var alle medarbejderne, som menes at være østeuropæere, forsvundet fra Svebølle.

Staten blev unddraget mere end en halv milliard kroner i afgifter, og to store selskabers varemærker blev krænket, har retten slået fast.

- Her taler vi om produktion i industriel skala med avanceret udstyr og et distributionsnetværk, der har gjort det muligt at få varerne ud på markedet, siger Christian Bendix fra Tobaksproducenterne.

Fem procent af de cigaretter, der ryges i Danmark, er kopiprodukter, har undersøgelser ifølge Bendix vist.

Det er en femdobling i forhold til 2018.

Når den illegale produktion vokser, bliver det også sværere at beskytte mindreårige mod tobaksprodukter, bemærker direktøren.

De to mænd er hver blevet idømt fængsel i syv år. Tillægsbøderne er på 568 millioner kroner. Begge har anket dommen til landsretten.

Tidligere har myndighederne afsløret illegale fabrikker i Vamdrup og i Aulum. I juni afslørede politiet endnu et produktionsanlæg i et industriområde i Midtjylland.

RITZAU