Da politiet i Midt- og Vestsjællands Politi torsdag til søndag var ude og tjekke sikkerheden på studentervognene, fandt de intet mindre end 48 forseelser og sigtede 22 chauffører og vognmænd.

I et tilfælde stak chaufføren ligefrem af fra vognen.

Han blev dog senere fundet, og her viste det sig, at han ikke havde kørekort til lastbil, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Leder af Tungvognscenter Øst, politikommissær Henrik Fobian fra Midt- og Vestsjællands Politi, vil derfor gerne takke de årvågne forældre til en af studenterne, som var hurtig til at alarmere politiet, så betjentene kunne få en forklaring på chaufførens pludselige dårlige samvittighed.

»Det er nogle alvorlige ting, vi har set på disse kontroller, og selv om det er vigtigt for de studerende at nå rundt til alle hjem på kortest mulig tid, så skal chaufførerne og vognmændene altså overholde reglerne. Hvis chaufføren ikke får hvil, eller hvis vognen ikke er forsvarlig, så kan det koste menneskeliv,« siger Henrik Fobian og fortsætter:

»Vi forsøger at gå så lidt i vejen for de unges fest som muligt, når vi kontrollerer, men ved de grove overtrædelser ser vi altså ingen anden udvej end at give kørselsforbud for at mindske risikoen for alvorlige uheld.«

Han opfordrer i den anledning vognmændene til i god tid at sikre sig, at de lastbiler, der skal bruges til studenterkørsel, får en ordentlig gennemgang, så politiets kontroller kan udføres så skånsomt som muligt, og så de unge oplever mindst mulig gene under festlighederne.

Fire vogne fik i forbindelse med kontrollerne et decideret kørselsforbud, fordi forseelserne enten var meget grove, eller fordi det simpelthen var sikkerhedsmæssigt uforsvarligt at lade vognene køre videre.

Politiet så blandt andet eksempler på, at vekselladet, som studenterne står på under turen, ikke var fastgjort korrekt. Der var også flere eksempler på, at sidepladserne til studenterne var opbygget af paller, som ikke var fastspændt på ladet.

»Det kan også være livsfarligt, hvis uheldet skulle være ude. Derfor fik de kørselsforbud, og de studerende måtte enten udskyde kørslen eller vente på, at vognmanden sendte en ny studentervogn,« siger Henrik Fobian.