En kvinde tog sin 75-årige mand i at misbruge hendes 11-årige datter. Han er blevet idømt syv års fængsel.

Det var konen selv, der afslørede sin 75-årige mands seksuelle misbrug af hendes datter. Mandag er han blevet idømt syv års fængsel for misbruget.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den 26. april sidste år vågnede konen tidligt om morgenen ved nogle lyde i parrets hjem lidt uden for Aarhus.

I stuen tog hun sin mand på fersk gerning, der opførte sig upassende over for steddatteren.

Pigen var på det tidspunkt 11 år gammel. For politiet blev det klart, at misbruget skulle have stået på siden midten af 2015, hvor pigen var bare syv år.

Efterforskningen viste, at han blandt andet flere gange havde truet pigen med, at han ville slå hans mor, hvis pigen ikke gjorde, som der blev sagt.

Manden er dømt for både at have voldtaget pigen misbrugt hende seksuelt på anden vis. Han nægtede i retten at have gjort det.

Han kunne imidlertid godt vedkende sig de flere end 3500 børnepornografiske billeder og videoer, som politiet fandt på hans computer under efterforskningen og blev derfor også dømt for besiddelse af børneporno.

Manden er nu idømt syv års fængsel. Straffen er ubetinget, så den skal afsones.

Desuden har Retten i Aarhus bestemt, at manden ikke længere må lade børn komme ind i sit hjem. Manden må heller ikke tage ophold i hjem, hvor der er børn.

I retten udbad han sig betænkningstid i forhold til at anke dommen. Han har en frist på to uger til at beslutte sig.

Østjyllands Politis anklager Morten Dahm-Hansen var tilfreds med dagens dom, og at Retten i Aarhus ud over fængselsstraffen fældede dom om bolig- og besøgsforbud.

- Det er meget voldsomme overgreb, som den 75-årige har udsat en lille pige for, og det er sket over en meget lang periode, siger han i pressemeddelelsen.

/ritzau/