De tidligere komtesser af Rosenborg er i chok over den forfærdelige familietragedie, der mandag udspillede sig i Birkerød.

Den 45-årige familiefar, der mandag blev fundet skudt og dræbt i Birkerød, var et kendt ansigt i kendis- og jetsetmiljøet nord for København.

Kenneth var nær barndomsven til de tre tidligere komtesser Camilla, Josephine og Feodora af Rosenborg og har gået i klasse med tv-vært Natasja Crone og erhvervskvinden Lotte Reimar, der er datter af Johnny Reimar.

Mandag klokken otte ringede en 69-årig mand til politiet og fortalte, at han havde skudt sin 45-årige søn. Faderen er nu anholdt og bliver sigtet for at have dræbt sin søn. Politiet har indtil videre kun givet sparsomme oplysninger om drabet, men kilder bekræfter over for BT, at den dræbte er identisk med Kenneth.

Kenneth var barndoms- og ungdomsven af de tre søstre, der havde titel af komtesse, indtil de giftede sig.

Camilla af Rosenborg er i chok over drabet.

- Gud hvor er det forfærdeligt. Jeg har talt med ham for 14 dage siden. Vi havde en aftale om, at han skulle komme ned og syne min bil, der står nede på Sorgenfri Slot og skal sælges. Og nu er han død. Jeg er dybt rystet, siger hun til BT.

Kenneth - der drev sammen med sin far drev et autoværksted - har tre brødre, som alle kender komtesse-søstrene på kryds og tværs fra deres fælles opvækst i Holte, hvor de først gik i grundskole sammen og siden fulgtes ad på Holte Gymnasium.

- Vi gik til fester sammen og havde fælles omgangskreds. De fire brødre kørte altid rundt i et orange folkevognsrugbrød. Han kørte stadig rundt i den bil sidst vi mødtes, siger Camilla af Rosenborg, hvis to søstre også er rystede over drabet.

- Vi tre piger sender vores tanker til familien, siger Camilla Rosenborg.

Som barn gik Kenneth i klasse med nuværende TV2-vært Natasja Crone på Ny Holte Skole. Natasja Crone ønsker ikke at kommentere tragedien over for BT.

Som ung gik Kennethpå Holte Gymnasium med tidligere miljøminister Karen Ellemann og sanger Johnny Reimars datter, Lotte Reimer.

Politiet har endnu ikke ønsket at udtale sig om detaljerne omkring drabet, herunder hvilket gerningsvåben der blev brugt eller hvilket motiv, der ligger til grund for drabet.

Kilder, som BT har talt med, fortæller imidlertid, at far og søn i et stykke tid har været uenige om, hvordan autoværkstedet skulle drives.

Den 69-årige formodede drabsmand bliver senere i dag fremstillet i grundlovsforhør.