Kommune frikendes i sagen om toårige Lucas' død
Forældre får ikke medhold i søgsmål mod Slagelse Kommune. En dreng døde, og en pige fik alvorlig forstoppelse.

Forældre får ikke medhold i søgsmål mod Slagelse Kommune. En dreng døde, og en pige fik alvorlig forstoppelse.

Slagelse Kommune har ikke brudt menneskerettighederne i en sag om to børn med handicap, der var anbragt på bostedet Heimdal.
Det fastslår Østre Landsret tirsdag i en dom ifølge Slagelse Kommune.
Sagen omhandler dels drengen Lucas, der var født med en hjerneskade og jævnligt var anbragt i aflastning på bostedet. I 2013 døde han af lungebetændelse på bostedet. Lucas blev to år.
Desuden har sagen omhandlet pigen Maigen, som var i aflastning frem til 2020.
Maigen er født med en kromosomafvigelse og med skæve luftveje, stive lunger og misdannet hjerte samt en meget begrænset nyrefunktion. Hun har ikke noget sprog og er afhængig af andres hjælp.
På bostedet udviklede hun en livstruende forstoppelse.
I retten har sagen handlet om, hvorvidt kommunen overtrådte Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og om der var grundlag for at give erstatning.
- Vi noterer os med tilfredshed sagens udfald, og at Østre Landsret har fundet, at vi ikke har overtrådt menneskerettighedskonventionen.
- Der er ingen vindere i sagen, der har haft store og alvorlige konsekvenser for de involverede familier og for medarbejderne på området.
- Det er godt, at retten nu har afsagt dom, og der derved er skabt afklaring, siger Lone Berner Wolff, chef for Handicap og Psykiatri i Slagelse Kommune, i en pressemeddelelse.
Detaljerne fra de to børns ophold på bostedet er opsummeret i det sammenfattende processkrift, som Pramming Advokater, der repræsenterer Lucas' forældre og Maigens mor i sagen, har udarbejdet til retssagen.
I processkriftet opremses talrige eksempler på situationer, hvor børnene ikke har fået tilstrækkelig hjælp på Heimdal.
Forældrene og deres advokaters synspunkt har været, at børnene på bostedet oplevede et massivt omsorgssvigt, som krænkede deres ret til beskyttelse i Menneskerettighedskonventionen.
For Lucas' vedkommende var deres påstand, at personalet forsømte at føre tilstrækkeligt tilsyn med Lucas på trods af personalets kendskab til drengens støttebehov og tilstand den weekend, hvor han døde af lungebetændelsen - og at det var en krænkelse af Lucas' ret til liv.
I forhold til Maigen var argumentet, at mangelfuld pleje, tilsidesættelse af lægefaglige instrukser og fravær af korrekt journalføring og systematisk dokumentation gjorde, at Maigen under sin anbringelse stort set konstant havde urinvejsinfektioner og gentagne gange måtte indlægges med akut livstruende forstoppelse.
På den måde mener advokaterne, at kommunen behandlede hende i strid med menneskerettighederne.
Kravet fra Lucas' forældre var en erstatning på 300.000 kroner, mens Maigens mor forlangte 422.804 kroner. Dertil ville der løbe renter på.
Men landsretten har altså konkluderet, at kommunen ikke overskred menneskerettighederne.
Slagelse Kommune har gennem forløbet fastholdt, at den har handlet inden for de gældende regler.
Kommunen har samtidigt erkendt, at der kan være foretaget konkrete fejlskøn i kontakten med børnene, men at det ikke var brud på menneskerettighederne, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Dertil oplyser kommunen, at den arbejder "struktureret med at lære af både de mange skøn og fejlskøn, der har været i forbindelse med børnene på Heimdal."
Da retssagen er principiel, blev den sendt direkte til landsretten. Den kan derfor ankes til Højesteret.
RITZAU