Kommune advarer: 'Pas på falske parkeringsbøder'
Kommunen understreger, at man slet ikke har et parkeringskorps, der går rundt og udsteder afgifter.

Kommunen understreger, at man slet ikke har et parkeringskorps, der går rundt og udsteder afgifter.

Bor man i kommunen, skal man måske slet ikke gå i panik, hvis der ligger en lille lap i forruden.
Kommunen advarer på sin egen Facebook-profil, at der er falske parkeringsbøder i omløb.
»En borger parkerede forleden på Torvet i Frederiksværk. Men da han kom ud til sin bil, var det til et ærgerligt syn: En blå seddel i forruden med det, der lignede en parkeringsafgift,« indleder Halsnæs Kommune sit opslag.
Problemet er bare, at der er gratis parkering på torvet, så personen skulle slet ikke have en bøde.
Kommunen vurderer, at der derfor er tale om en falsk bøde, som er sat i forruden.
»Der er derfor sandsynligvis tale om en falsk "afgift", der var sat bag vinduesviskeren med det formål at lokke modtageren til at taste sine betalingsoplysninger ind på den påtrykte QR-kode, hvormed hans betalingskort ville kunne misbruges,« skriver Halsnæs Kommune i opslaget.
Kommunen skriver yderligere, at den slet ikke har noget parkeringskorps, der går rundt og udsteder afgifter.
Så bor man i byen eller er på besøg, lyder det, som om man frit kan parkere, hvor man ønsker.
Afslutningsvis understreges det, at hvis man er i tvivl om en bøde, kan man kontakte det pågældende p-selskab på det telefonnummer eller den e-mailadresse, der fremgår af selskabets officielle hjemmeside.