En 55-årig mand står tiltalt for grove og ydmygende sexovergreb på i alt ni børn, hvoraf syv er hans egne. Misbrugene har stået på i en periode på 16 år. Kommunen advarede politiet allerede for omkring fem år siden.

Det nordlige Jylland står over for endnu en grum sag om voldtægt og incest.

En 55-årig jysk mand er således tiltalt for i perioden fra 1994 til 2010 at have seksuelt misbrugt ni børn. Syv af børnene er hans egne.

I Rebild Kommune, hvor sagen udspringer fra, fortæller kommunedirektør Søren Kjær, at kommunen allerede for omkring fem år siden tog kontakt til politiet omkring familien. Det skete, da kommunen havde modtaget henvendelser om mulige seksuelle overgreb. Først i september 2010 blev faren anholdt.

- De første mistanker om, at der var noget galt, de ligger tilbage til 2005-2006-stykker. Der fik vi de første underretninger om, at der kunne være noget om seksuel adfærd, og det gik vi så videre til politiet med, siger Søren Kjær. Han oplyser, at kommunen henvendte sig flere gange til politiet efterfølgende med mistanker om overgreb.

Henvendelserne til trods blev faren først anholdt i september 2010.

Senioranklager ved Statsadvokaturen i Nordjylland, Annette Abildgaard, bekræfter forløbet over for Ekstra Bladet. Men hun vil ikke kommentere det i detaljer.

– Jeg vil kun sige, at vi først ved den seneste anmeldelse fik et bevismateriale med en sådan vægt, at vi kunne rejse en sag, siger hun.

Familien flyttede til Rebild Kommune i 2005. De kom fra Sejlflod Kommune, som i dag er en del af Aalborg Kommune, og allerede dengang var begge kommuner opmærksomme på familien. Dog ved Søren Kjær ikke, om Rebild Kommune allerede dengang blev advaret om forhold af seksuel karakter fra Sejlflod Kommune.

- Vi fik en underretning fra den afleverende kommune. Det var mere de generelle, sociale forhold, det handlede om. Om der har været noget i den afleverende kommune om seksuelle overgreb, det er jeg ikke vidende om, siger han.

Søren Kjær kan ikke oplyse om familiens sammensætning i detaljer, men han oplyser, at der er tale om en splittet familie. Det er derfor kun nogle af børnene, der har boet hos faren undervejs i perioden.

En læsning af anklageskriftet fortæller om en yderst alvorlig og omfattende misbrugssag, der forgrener sig vidt i det nordlige Jylland.

Manden er blandt andet tiltalt for »under særligt skærpende omstændigheder og under trussel om vold, adskillige gange - i perioder dagligt - at have tiltvunget sig samleje og anden kønslig omgængelse end samleje med sin biologiske datter«.

Voldtægten af den ene datter skal være begyndt allerede, da hun var i treårsalderen, mens voldtægten af den ene af sønnerne angiveligt blev indledt, da sønnen var omkring fem år.

Den 55-årige mand har ifølge anklageskriftet desuden tvunget tre af sine andre sønner til at have sex med den ene af døtrene ved flere lejligheder. Forbrydelserne skal være foregået i flere byer i Himmerland og Nordjylland.

Anklageren kræver manden idømt en forvaringsdom.

Den 55-årige mand sidder varetægtsfængslet i Aalborg arrest. Hans sag skal behandles af Retten i Aalborg, der indleder sagen den 13. februar. Han nægter sig skyldig.