En kommunalejet bygning i Silkeborg er ødelagt efter efter en brand torsdag morgen.

»Det var en ret kraftig brand, vi kom frem til,« siger Allan Riisberg, indsatsleder ved Midtjysk Brand og Redning, til B.T.

Slukningskøretøjerne var fremme ved adressen på Harsnablundvej 8b klokken 5.50, og her var det et voldsomt syn, der mødte brandfolkene.

»Der var totalt overtændt, da vi kom frem, og der brændte det ud ad vinduer og døre. Der var røg og flammer ud ad alle de vinduer, der nu er sprunget på grund af varmen,« siger indsatsleder Allan Riisberg.

Brandfolkene er stadig i gang med slukningsarbejdet.
Brandfolkene er stadig i gang med slukningsarbejdet.
Vis mere

Det var indtil for to måneder siden rollespilsforeningen Katastrofe Kompagniet, der havde adresse på Harsnablundvej 8b. Bygningerne er ejet af Silkeborg Kommune.

Medlemmerne af foreningen kan dog ikke bruge bygningen, der består af nogle sammenbyggede træpavilloner til meget, i fremtiden.

»De to pavilloner er totalt ødelagt indvendigt. Der er stadig vægge og tag, men alt er ødelagt,« siger Allan Riisberg fra Midtjysk Brand og Redning.

Det er dog lykkedes brandfolkene at redde en lille tilbygning.

Endnu kendes årsagen til branden ikke, og mens Midtjysk Brand og Redning kort før klokken 8 torsdag morgen stadig er i gang med efterslukningen, afventes de nærmere undersøgelser af stedet.