En 60-årig polsk bilist er blevet sigtet for spirituskørsel efter en alvorlig ulykke på Frederikshavnsmotorvejen torsdag.

Det skriver TV 2 Nord.

Bilisten er tilmed blevet varetægtsfængslet, på trods af at han i skrivende stund ligger i koma.

Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Michael Karstenskov

»Vi oplever nogle gange, at man ikke selv har mulighed for at komme i retten af forskellige årsager, derfor har man mulighed for varetægtsfængsling in absentia.«

»Men det er klart, at når han bliver vækket af den her koma, så skal han fremstilles igen, så han har mulighed for at udtale sig,« siger vagtchefen.

Den polske bilist kørte i modsatte vejbane ind i en anden bilist. Den anden bilist slap med mindre skader.

Politiet har efterlyst vidner i forbindelse med ulykken fredag. Helt specifikt leder de for nuværende efter en lastbilchauffør, som har været på strækningen, da ulykken skete.