Folk med kolonihavehus på Aabenraa-egnen skal være særligt på stikkerne. En brand raserede tirsdag aften fuldstændig et kolonihavehus i Hjelm Haveforening. Og politiet mener, at branden er påsat.

Klik her og se mere tv på localeyes.dk

»Vi kan i hvert fald ikke umiddelbart finde andre årsager til branden, så vi vurderer den som et mistænkeligt forhold,« siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Jan Stokholm, til bt.dk.

Politi og brandvæsen blev alarmeret kort efter klokken 20, hvor flammerne stod op gennem taget.

For omkring fire år siden blev den samme haveforening hærget af en lang række brande, som aldrig blev opklaret.

Politiet ved dog på nuværende tidspunkt intet om, hvorvidt det er den eller de samme gerningsmænd, der står bag.