Syd- og Sønderjyllands Politi har søndag aften været til stede ved en voldsom brand, hvor et kolonihavehus stort set er brændt ned.

Det oplyser politikredsen til B.T.

Branden, der brød ud på Remisevej i Esbjerg, blev anmeldt søndag aften, hvorfor politi og brandvæsen har været talstærkt til stede.

»Da vi kommer derud, er huset helt overtændt. Heldigvis var der ingen personer i huset,« lyder det fra vagtchefen.

Brandårsagen er for nuværende ukendt.

Men i forbindelse med branden har flammerne nået en gasflaske, som er sprunget.

Det har været medvirkende til, at branden har udviklet sig hastigt.

Teknikere skal nu undersøge stedet og fastslå en brandårsag.