Et københavnsk kollegie har den seneste tid oplevet en række urovækkende episoder.

Flere beboere på Øresundskollegiet, der ligger på Amager, har over en periode kontaktet politiet, fordi de har været bekymrede.

Det fik politiet til at holde et møde for kollegiets beboere onsdag.

Det bekræfter politikommissær Bjarke Alberts til B.T.

»Efter vi har modtaget flere henvendelser fra utrygge beboere på kollegiet, deltog vores nærbetjente onsdag aften i et velbesøgt møde på kollegiet. Her fik de unge fortalt os om deres oplevelser, og vi kan bekræfte, at vi den seneste tid har registreret flere sager, hvor en person har udøvet forskellige former for hærværk,« siger han.

Ifølge B.T.s oplysninger drejer det sig blandt andet om beboere der har oplevet, at der er blevet slået på deres værelsesdøre med en hammer midt om natten.

Til B.T. oplyser kommissæren, at man mistænker en person for at stå bag episoden, og at politiet ikke mistænker, at personen man leder efter er farlig for beboerne.

»Vi tager sagen meget alvorligt, og vi har en mistænkt, som vi leder efter. Det er ikke en person, der bor på kollegiet, og umiddelbart er det ikke vores opfattelse, at den mistænkte er farlig, men det skaber selvfølgelig noget utryghed. Derfor er vores betjente for tiden ekstra til stede i området samtidig med, at vi målrettet leder efter vores mistænkte,« siger Bjarke Alberts.

Hvis man bor i området og føler sig utryg, opfordrer kommissæren til, at man kontakter sin lokale 'Din Betjent' på 6120 6901. Er der akut fare, er nummeret som altid 112, lyder det.