Danske Beredskaber fortæller i en pressemeddelelse torsdag aften, at en kollega er afgået ved døden og dermed har betalt den ultimative pris under en markbrand nær Aarhus torsdag aften.

'Det er med dyb sorg at vi her til aften har konstateret, at en kollega har betalt den ultimative pris under sin indsats for at redde liv og værdier for os alle. Vore tanker er hos vores afdøde kollegas familie og nærmeste, og alle kvinder og mænd i det danske beredskab takker betingelsesløst og med stolthed for at have været på hold med ham,' skriver formand for Danske Beredskaber, Jarl Vagn Hansen, i en pressemeddelelse.

Over for B.T. uddyber han og fortæller, hvordan alle på den pågældende brandstation er dybt berørte af den tragiske ulykke, og at ulykken bliver svær at bearbejde:

»Det er virkelig sjældent, at man mister en mand under denne type indsats, og alle er naturligvis dybt påvirket og i sorg over situationen. Det er et voldsomt tab, som nu skal bearbejdes, og selvom der i branchen og også på den pågældende station er et stærkt sammenhold, bliver det uden tvivl sat på prøve i den kommende tid, siger Jarl Vagn Hansen

Kørt ned af tankvogn

Tidligere torsdag aften fortalte vagtchef hos Sydøstjyllands Politi til B.T., at brandmanden blev påkørt bagfra af en tankvogn, der var til stede på marken. Han oplyste desuden, at brandmanden var 41 år gammel, og at de pårørende var blevet underrettet. Ulykken skete ved Tåstrup tæt ved Aarhus-forstaden Harlev.

En vanskelig opgave

En naturbrand som den ved Tåstrup er ikke nogen nem opgave, forklarer Danske Beredskaber.

'Naturbrande kan for det utrænede øje virke nemt og ukompliceret, men er reelt en vanskelig logistisk operativ indsats, som omfatter meget mandskab og materiel, som ofte må flyttes hurtigt rundt i området for at fange ilden. Det er derfor desværre en risiko, at indsatsfolkene kommer i stor fare. Og det har vi desværre set et skræmmende eksempel på her til aften.”

formand for Danske Beredskaber, Jarl Vagn Hansen

På Twitter har flere sendt deres kondolancer til Østjyllands Brandvæsen. Blandt andre operativ chef i Beredskabsstyrelsen, Lars Høg Schou:

Også kollegerne fra Hovedstadens Beredskab har sendt deres dybeste tanker mod Østjylland.