Det stod overalt i nyhederne fredag morgen. En gravid 37-årig kvinde, ansat på et plejecenter, var blevet dræbt i Holbæk aftenen før.

»Jeg tænkte, at det kun kunne være hende,« siger en kollega til kvinden.

Der gik ikke længe, før andre, som kendte den 37-årige, endelig bekræftede det. Det var hende. Kvindens kollega ønsker grundet sin jobsituation at være anonym.

Kollegaen fortæller, at hun og den dræbte talte sammen for nylig om job og kærlighed. Nyheden om drabet er ikke kun tragisk, men også uforståelig, siger kollegaen.

»Hun var glad, nygift og ventede sit barn. Livet så ud til at vende for hende.«

Den 37-årige kvinde var afghansk statsborger og ansat på plejecenteret Samsøvej i Holbæk, hvor hun torsdag aften lige havde fået fri. Ved sin bil på parkeringspladsen blev hun ifølge politiet angrebet af en mand og dræbt med flere knivstik. Politiet modtog anmeldelsen klokken 23.10, men kvinden blev erklæret død på Holbæk Sygehus.

Den 37-årige var højgravid, og barnet overlevede angrebet og er indlagt på Rigshospitalet. Gerningsmanden beskrives som en spinkel 18-19-årig og er stadig på fri fod.

Motivet er fortsat ukendt, og politiet søger stadig efter to unge mænd, som skulle være set på gerningsstedet af vidner.

»Jeg har gisnet om, hvad der er sket, hele dagen,« siger den dræbtes kollega.

Hun fortæller, at den 37-årige kvinde havde en datter og ventede endnu et barn med manden, som hun for nylig var blevet gift med. Manden bor dog ikke i Danmark.

På dagen, hvor hun blev dræbt, havde kvinden talt med sine kollegaer om babynavne. Det var ikke længere end til jul, at hun skulle på barsel.

Kvinden, som er fra Afghanistan, var uddannet sosu-assistent og planlagde at søge om dansk statsborgerskab. For hun knoklede for tilværelsen på Sjælland.

»Hun arbejdede sindssygt hårdt og var en fantastisk kollega. Hun spredte umådelig meget omsorg til de mennesker, som var omkring hende.«

Den dræbte kvinde talte flydende dansk, og hendes kollega fortæller, at man altid kunne regne med hende. Og det samme kunne de ældre, som hun tog sig af.

Men der er heller ikke nogen tvivl om, at den dræbte kvinde forlod et hårdt liv til fordel for en ny chance i Danmark.

»Hun søgte ikke mod Danmark, fordi livet var nemt. Hun flygtede fra Afghanistan på gåben.«