En kvinde blev torsdag aften vidne til et brutalt knivdrab på en gravid kollega.

Hun forsøgte at blande sig for at forhindre tragedien – men det lykkedes ikke.

Det fortalte vicepolitiinspektøren ved Midt- og Vestsjællands Politi, Kim Løvkvist, ved en pressebriefing fredag formiddag.

Den gravide 37-årige kvinde, der var ansat på et plejecenter på Samsøvej i byen, havde fået fri sent torsdag aften og havde sat sig ind i sin bil for at køre fra stedet, da det hele skete.

En ukendt gerningsmand dukkede op og trak hende ud af bilen.

Flere gange stak han hende med en kniv.

»En kollega til kvinden overværede det her overfald og forsøgte at blande sig og forhindre ulykken, men hun kunne desværre ikke forhindre drabet,« fortæller Kim Løvkvist:

»Kvinden (kollegaen, red.) løb tilbage på sin arbejdsplads og forsøgte at kalde på hjælp.«

Imens forsvandt gerningsmanden fra stedet.

Efter at have modtaget anmeldelsen om sagen var politiet fremme efter fem minutter.

»Vi kunne desværre ikke gøre noget for kvinden,« forklarer vicepolitiinspektøren.

Kvinden blev indlagt på Holbæk Sygehus, hvor hun kort efter blev erklæret død.

Hendes ufødte spædbarn formåede man dog at redde, og den seneste melding fra politiet er, at barnet fortsat er i live.

Barnet er i øjeblikket indlagt på Rigshospitalet.

Det vides endnu ikke, hvad motivet til drabet har været – og politiet jagter fortsat gerningsmanden, der er på fri fod.