Russisk minister taler ud om det brutale mord på den danske flyveleder Peter Nielsen for fire år siden.

Den russiske viceboligminister Vitalij Kalojev er kold som en sibirisk vinter, når han skal forklare, hvorfor han i 2004 dræbte den danske flyveleder Peter Nielsen (36) med 16 knivstik.

Her - fire år efter - fortryder han intet.

Og han føler ingen skam eller skyld i forhold til Peter Nielsens efterladte hustru og tre børn.

- Jeg tænker på hans børn: De vokser op, sunde og fulde af liv. Hans hustru kan glæde sig over dem. Det samme kan bedsteforældrene. Men hvad har jeg at være glad for, spørger han.

Om manden, han dræbte, tilføjer han:

- Han er intet for mig. Intet. Han var en idiot, og hans dumhed måtte han betale for med sit liv. Hvis han havde været smartere, ville det ikke være endt sådan her. Så ville han have inviteret mig inden for, da jeg opsøgte ham. Vi ville have talt fredeligt om ulykken, og tragedien ville måske slet ikke være sket.

52-årige Vitalij Kalojev blev i 2005 idømt otte års fængsel i Schweiz for det blodige hævnmord på Peter Nielsen, som var ansat i selskabet Skyguide som flyveleder.

Scroll ned for mere

Ventede forgæves i lufthavnen
Russeren mente, at danskeren var skyld i ulykken over Bodensøen i juli 2002, hvor 71 personer - heraf 45 børn - mistede livet. Det russiske fly var på vej til Spanien, da det kolliderede med et Boeing-lastfly i 11 kilometers højde. De to fly var - fra landjorden - ved en fejl blevet dirigeret på samme, fatale kurs.

Blandt ofrene var Vitalij Kalojevs hustru, Svetlana, og deres to børn, Kontantin på 11 og Diana på fire år. Kalojev opholdt sig på det tidspunkt i Spanien, hvor han var i færd med at bygge et hus for en russisk rigmand.

Da han fik beskeden om flykatastrofen, stod han i Barcelonas lufthavn og ventede på sin familie.

Kalojev sad kun tre år i fængsel, inden han blev sat på fri fod. Hjemme i Rusland blev han modtaget som en nationalhelt og blev udnævnt til viceboligminister i den kaukasiske republik Nordossetien. Det er også her, en journalist fra den store amerikanske avis Los Angeles Times har opsøgt ham i hans hjem og spurgt til hans følelser ved at have dræbt danske Peter Nielsen.

Hans hjem er et mausoleum
Reporteren beskriver hans hjem som 'tomt og koldt' med portrætter over alt på væggene af de afdøde familiemedlemmer og med børnenes senge, der stadig flyder med dukker og bamser.

I artiklen skildres Kalojev som en ulykkelig hævner. Ramt af en bundløs sorg. En mand, som midt i sin afmagt besluttede at tage 'sagen' i egen hånd og slå igen - ikke kun på egne vegne - men på vegne af hele den russiske nation.

- Jeg kan ikke tage mig af mennesker, som kalder mig en morder. Folk, som siger det, ville forråde deres egne børn, deres fædreland. Jeg værnede om mine børns ære og deres eftermæle, udtaler han til den amerikanske journalist.

Allerede to dage efter flystyrtet lykkedes det Kalojev at finde frem til både navn og adresse på Peter Nielsen. Hurtigt derefter fandt han ud af, at han var gift, far til to - og at hans hustru var gravid. Dag for dag voksede hadet til danskeren.

Alt blev sort for mine øjne
To år efter ulykken opsøgte han Peter Nielsen på hans bopæl i Schweiz med en kuvert med billeder af hans to døde børn i deres kister. Peter Nielsen optrådte - ifølge russeren - uvenligt og bad ham om at gå. Da han viftede ham væk, røg billederne på jorden:

- Min sidste tanke var: Han smider mine børn ud af deres kister. Efter dette blev alt sort i mine øjne, siger han til Los Angeles Times om selve drabet, som altså sendte ham bag tremmer, men også ophøjede ham til nationalhelt.