Flere og flere tager kokain i de odenseanske gader.

Det viser nye tal fra stofindtagelsesrummet på Østergade i Odense, som Fyens Stiftstidende har fået.

I 2018 havde man 1.895 tilfælde af kokainindtag, mens tallet i 2019 var steget til hele 5.925.

»Det er bemærkelsesværdigt, at kokain i den grad har overtaget rollen som det foretrukne stof i en by, hvor flertallet af brugerne ellers i årtier har været til hvid heroin. Men brugen af kokain breder sig ganske voldsomt,« siger Heinz Wolf, leder af Kirkens Korshærs varmestuer i Østergade og stofindtagelsesrummet, til avisen.

Der findes ikke en lignende behandling til kokainafhængighed, som det er tilfældet med eksempelvis metadon til heroinmisbrugere, og det kan man godt se i tallet af henvisninger til behandlingscentret i Odense.

Her er tallet nemlig – ifølge Fyens Stiftstidende – faldet fra 285 i 2018 til 44 i 2019.

Men det er ikke kun i stofindtagelsesrummet, at man ser en stigning i kokainmisbruget.

I slutningen af januar kunne B.T. fortælle, at dobbelt så mange unge tager kokain som for fem år siden.