Helmi Mossa Hameed havde travlt med at komme væk fra gerningsstedet i sekunderne efter, at han havde påkørt og dræbt en femårig pige på Peter Bangs Vej.

Så travlt, at han efter eget udsagn hverken hørte nogen skrig på stedet eller bemærkede, at han havde påkørt både pigen og moderen frontalt.

Det forklarede den 21-årige mand, da Retten på Frederiksberg mandag tog hul på sagen mod ham.

»Jeg så ikke nogen på den anden side af vejen,« forklarede Helmi Mossa Hameed om øjeblikket, inden han kørte ud på Peter Bangs Vej.

»Chaufføren er stukket af.«

»Da jeg ramte muren (husmuren, red.), mærkede jeg heller ikke noget,« lød det videre fra den 21-årige, der erkender sig skyldig i uagtsomt manddrab, men afviser, at der er tale om særligt skærpende omstændigheder.

Kort forinden holdt han på Sæbyholmsvej, der støder op til Peter Bangs Vej. Her talte han i telefon med sin kæreste, som han var på vej hen for at hente.

Da Helmi Mossa Hameed umiddelbart efter kørte ud på Peter Bangs Vej for at dreje til venstre, blev han efter eget udsagn overrasket over, at der pludselig kom biler med høj fart fra begge sider.

I et forsøg på at undvige bilerne trådte han på speederen, kørte tværs over Peter Bangs Vej, hen over rabatten, cykelstien og fortovet, hvor han ramte pigen og hendes mor med mellem 35 og 45 kilometer i timen.

»Jeg kører ud på Peter Bangs Vej, og så sker ulykken. Da jeg stiger ud, bemærker jeg ikke nogen foran bilen. Jeg leder efter min telefon i bilen, og jeg kigger på bagsædet,« lød det fra ham, inden anklager Kristian Kirk fulgte op:

»Så telefonen var dit fokus?«

»Ja, fordi jeg skulle bare væk derfra,« lød det videre fra Helmi Mossa Hameed, der hævder, at han havde travlt med at komme væk, fordi han var efterlyst af Kriminalforsorgen.

Han afviser dog selv, at han ville have forladt stedet, hvis han havde vidst, at pigen var død. Alligevel var han efterlyst med billede og navn i landsdækkende medier i mere end 24 timer, før han blev anholdt.

Han afviser også, at han på nogen måder skulle have været påvirket, da han kørte ind i pigen og hendes mor. Politiet mener imidlertid, at han var påvirket af både kokain og lattergas.

Sidstnævnte, fordi man fandt en tom 600 grams lattergasflaske på Sæbyholmsvej, som Helmi Mossa Hameed mandag erkendte at have smidt kort forinden ulykken – men udelukkende, fordi han ikke ville have den liggende på bopælen.

Ved mandagens retsmøde forklarede han, at han havde købt lattergassen tidligere på dagen, og at han havde tømt den i løbet af tre timers tid fra omkring klokken 12 til cirka 15 på sin egen bopæl.

Det var godt og vel en times tid før, at ulykken på Peter Bangs Vej skete.

Voldsomt alarmopkald

Da anklager Kristian Kirk forelagde sagen for retten mandag, afspillede han det alarmopkald, der blev foretaget umiddelbart efter ulykken.

Anklageren opfordrede pressen til ikke at gengive indholdet for detaljeret af hensyn til de pårørende, da der var talt om meget »voldsomt indhold«.

På optagelsen kunne man høre en kvinde, der præsenterer sig selv som sygeplejerske. Hun understreger gentagne gange, at det er meget alvorligt, og at de skal skynde sig at komme.

Sygeplejersken konstaterer desuden, at der formentlig ikke er meget at gøre for den lille pige, men at de fortsætter den livreddende førstehjælp.

I baggrunden kan man høre pigens mor i gråd.

Umiddelbart inden ambulancen ankommer til stedet, overtager sygeplejerskens mand telefonen. Han når kort at fortælle, at gerningsmanden er flygtet.

»Chaufføren er stukket af.«

Da alarmopkaldet blev afspillet i retten mandag, affødte det stærke reaktioner i retslokalet. Særligt den lille piges pårørende var tydeligt berørte.

Omfangsrigt anklageskrift

Foruden sagen på Peter Bangs Vej er Helmi Mossa Hameed tiltalt for i 2019 at have sendt en ung kvinde fem uger i livstruende koma, efter han bragede ind i bagenden af den bil, som hun sad i, mens føreren var ved at foretage en U-vending.

Ifølge politiet var han påvirket af alkohol, da han kørte bilen, ligesom han også kørte for hurtigt.

Helmi Mossa Hameed erkender de faktiske omstændigheder – altså at han kørte ind i bilen, og at han var påvirket af alkohol. Men han afviser, at han kørte hensynsløst.

Hertil er han tiltalt for en lang række andre forhold, der vedrører besiddelse af narkotika, overtrædelser af færdselsloven, tyveri og røveri – i alt 35 forhold.