Der er sket en ulykke i et kombineret bowling- og gokartcenter på Grønløkken i Odense, hvor mange konfirmander holder blå mandag.

Det fortæller Mads Boel, der er kommunikationsmedarbejder ved Fyns Politi:

»Jeg kan bekræfte, at der er sket en ulykke ude i deres gokarthal. Vi er ved at undersøge, hvad der er sket derude. Mere har jeg ikke at sige på nuværende tidspunkt,« siger han til B.T. 

Både politi og ambulance er rykket ud. 

Til Fyens Stifstidende  fortæller Torben Jakobsen, der er vagtchef ved Fyns Politi, mandag aften, at en ung mand blev kørt på hospitalet efter en ulykke i en gokart.

Alder og tilstand på den tilskadekomne kendes ikke.

Der har været en bilinspektør ude ved gokartbanen, og politiet forventer, at man kan melde mere ud om ulykken tirsdag.