Det endte galt, da en mand mandag morgen kom i karambolage med en elscooter uden for en ældrebolig i Aalborg.

Manden var kommet så galt af sted, at hans arm var blevet spiddet af en metalkrog på elscooteren, så han sad fast.

»Borgeren var formentlig faldet på vej ud af sin bolig. Han ramte ind i den her elscooter, som har en bagagebærer med sådan en krog på,« siger indsatslederen ved Nordjyllands Beredskab, Henrik Christensen til B.T.

»Han sad fast. Den var gået igennem huden på ham,« uddyber indsatslederen.

Beredskabet blev tilkaldt klokken 8.07 mandag morgen, og de måtte hjælpe den uheldige borger fri.

»I samråd med lægen løftede vi manden fri. Så vi havde ikke behov for at skære i elscooteren,« siger Henrik Christensen.

Da manden var kommet fri af elscooteren ved sin bolig på Gundorfslund, blev han kørt på sygehuset.

Indsatslederen kender ikke yderligere til mandens tilstand.