Allerede inden søndagens Superliga-opgør mellem Randers og AGF var der gang i den.
For meget gang i den.
En betjent blev således omkring klokken 14.30 ramt af et kanonslag.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Kanonslaget blev kastet mod en menneskemængde, og det gik af på jorden lige foran den mandlige betjent.
'Episoden resulterede i, at betjenten pådrog sig nogle behandlingskrævende skader på benet og derfor måtte en kortvarig tur forbi hospitalet. Ingen øvrige personer kom umiddelbart til skade i forbindelse med hændelsen,' skriver politiet og fortsætter:
'Ifølge politiets oplysninger blev kanonslaget kastet mod blandt andet den civilklædte betjent fra en p.t. ukendt person, der befandt sig inde på en café på Vestergade i Randers. Sagen er fortsat under efterforskning og politiet indhenter blandt andet videoovervågning fra stedet med henblik på at få identificeret og sigtet vedkommende.'
Selve fodboldkampen vandt Superligaens suveræne tophold AGF med 2-1.
