»Fint profilbillede«, »Ligger her i sengen«, »Er det din veninde, du snaver med?« og »Vil det sige, at dick foto er o.k.?«.

Det er fire forskellige Messenger-beskeder, som en 56-årig kørelærer er anklaget for at have sendt til en kvindelig elev på 22 år.

Det fremgår af et anklageskrift, som B.T. har fået i hænde i sagen, hvor kørelæreren er tiltalt for blufærdighedskrænkelse mod flere kvinder.

Ifølge anklageskriftet var manden lærer for kvinderne tilbage i maj 2021, og det var også her, at kvinderne skulle være blevet udsat for blufærdighedskrænkelse.

Det fremgår blandt andet, at kørelæreren spurgte sin elev, om hun nogensinde havde haft sex.

Et spørgsmål, der faldt under en køretime, lyder det i anklageskriftet.

Om natten skulle han ifølge politiet have skrevet mindst fem Messenger-beskeder til eleven. Men det var ikke den eneste elev, han skrev til.

Ifølge politiet mener man at kunne bevise, at kørelæreren på samme nat skrev til en anden elev – den føromtalte elev på 22 år.

Her spurgte han angiveligt, om kvinden ville sende »billeder retur«, hvor hun også »skulle vise« – for til sidst at skrive, at han »fik det varmt«.

Og endvidere sidder manden også anklaget for at have udtalt, at han gerne ville have en »sugar babe«. Angiveligt spurgte han en elev under en køretime, hvad hun ville have af gaver, hvis hun var en.

Køretimen blev ifølge anklageskriftet afsluttet med, at kørelæreren tog fat i kvindens arm og sagde, at han »virkelig havde hygget sig i hendes selskab«.

Alt dette skal for retten tirsdag. Sagen er berammet til en dag ved Retten i Aalborg, og der ventes at falde dom klokken 15.

Anklagemyndigheden går efter at frakende manden retten til at virke som kørelærer fremover.