Cuvettesteg, fasan og vildtkød. På billedet ligger 17 pakker kød fra Rema 1000 spredt ud på et brunt tæppe.

'Halv pris, afhentes i Slagelse,' står der øverst i opslaget tirsdag, som har 35 kommentarer. 

Flere spørger til pris og afhentningstidspunkt – enkelte vil vide, hvor varerne stammer fra. En anden spørger, om sælgeren også kan skaffe instantkaffe.

Ifølge Henrik Olsen, der er direktør i Unisecure og ekspert i tyverisikring, er der ikke tale om en mand, der sælger ud af sin overfyldte fryser i et Facebook-opslag. 

»Det er helt sikkert hælervarer,« siger han til B.T. 

Ifølge Henrik Olsen har Facebookgrupper, hvor forskellige hælervarer sælges, været udbredt og eksisteret længe. 

Men en ny tendens viser nu sit ansigt.

Sådan ser det opslag ud, som B.T. har set. Det blev taget ned igen efter otte timer og 35 kommentarer. 
Sådan ser det opslag ud, som B.T. har set. Det blev taget ned igen efter otte timer og 35 kommentarer.  Screenshot

Hvor det tidligere primært var designermøbler, håndværk eller tøj, er det nu især varer fra detailhandlen, der bliver solgt, som kaffe, oksekød og chokolade. 

»Det er noget, vi ser flere og flere opslag om, og som får enorm respons,« siger Henrik Olsen og peger på, at varerne er nemme at omsætte.

»Det er helt almindelige danskere, der er villige til at købe det her.«

Kan det ikke være et udtryk for, at danskere er tvunget i knæ på grund af høje fødevarepriser? 

»Der er ingen tvivl om, at der er flere, der stjæler til eget forbrug, og at priserne kan være hårde for danskerne,,« siger Henrik Olsen og fortsætter: 

»Men når man hopper over på de her platforme, sker der noget andet. Her lader mange sig friste af en god deal, ligesom banditterne bliver fristet af, at det er så nemt at komme af med varerne.«

»Jeg vil tro, at man kan afsætte 100 kilo kød i en vogn på ti minutter.«

Jannick Nytoft, der er administrerende direktør i De Samvirkede Købmænd, fortæller, at brancheorganisationen »desværre« kender tendensen lidt for godt. 

»Antallet af butikstyverier er eksploderet de sidste år. Og som man siger: Uden hælere er der ingen stjælere,« siger han.

Han peger på, at det ofte er en bred vifte af varer fra supermarkederne, der bliver omsat på disse grupper - blandt andet kød, spiritus, chokolade og parfumer. 

»Selvom priserne har stabiliseret sig mere, så oplever vi, at antallet af tyveriet ikke falder,« siger han og fortsætter: 

»Jeg tror, at det er en kombination af, at der er skabt et marked for det, samt at politiet ikke har nok ressourcer til at få sat en stopper for det.« 

Er man i tvivl om, hvorvidt man står over for hælervarer på de sociale medier, har Henrik Olsen et enkelt råd:

»Tag ud og hent varen, betal elektronisk, og bed om at se en kvittering,« siger han.