Københavns Politi forlader den ni etager høje bygning midt på Halmtorvet efter næsten 30 år i syndens centrum. Lokalerne er slidte og utidssvarende, og der er ikke længere plads nok.

- Vi flyttede ind i bygningen på Halmtorvet i 1994. Vi har været meget glade for adressen, men desværre er vi – så at sige – for noget tid siden vokset ud af bygningen. Derfor har det i et stykke tid været vores ønske at finde en anden løsning, siger leder af beredskabet i Københavns Politi, Peter Dahl, til TV 2 Kosmopol.

Vesterbro har gennemgået en stor forvandling siden 1994, hvor Station 1, som det hed dengang, slog dørene op på Halmtorvet. Der er kommet restauranter, cafeer og teatre og området er blevet meget mere mondænt, men der er stadig problemer i bydelen

- I dag finder man jo nogle gader, hvor der en blanding af det gamle Vesterbro, der er både ludere og lommetyve og narkomaner, men der er også pludselig en mondæn fiskerestaurant, fortæller Peter Dahl, der selv er født og opvokset i bydelen.

Det kunne måske give anledning til bekymring, at politiet flytter væk fra den bydel som stadig er centrum for narkohandel og prostitution, men Københavns Politi forlader på ingen måde Vesterbro, forklarer politiinspektøren.

- Vi fortsætter vores daglige tilstedeværelse på Vesterbro med både vores almindelige beredskab, ekspeditionen på Hovedbanegården og nærpolitiet; ligesom det opsøgende arbejde ved bl.a. H17, Skyen og Mændenes Hjem også fortsætter ufortrødent. Den indsats ændrer flytningen fra Halmtorvet ikke på, så man vil fortsat have rig mulighed for dagligt at hilse på vores uniformerede betjente.

Beredskabet på Station City flytter fra Halmtorvet til Toftegårds Plads, hvor politiet i forvejen har deres færdselsafdeling. Københavns Politi har cirka 3.500 ansatte, omkring 500 af dem holder til på Station City.

Men politiet vil patruljere i hele København, forsikrer Peter Dahl.

- Vi vil fortsætte med at arbejde som hidtil, hvor størstedelen af vores patruljer hele tiden er ude og køre jævnt fordelt i kredsen. På den måde sikrer vi, at vi kan rykke hurtigt ud – ligegyldigt hvor vi får en anmeldelse fra.

Det er endnu ikke besluttet, hvornår Station City lukker og slukker, men formentlig bliver det i 2025.