Politiet er i gang med en målrettet indsats mod gaderøvere. Foreløbig er resultatet dog noget skuffende.

Trods en særlig indsats mod gaderøvere og mange anholdte har politiet efter to weekenders massive tilstedeværelse i det københavnske natteliv kun fået fængslet én person for gaderøveri.

- Den første weekend havde vi rigtigt mange anholdte. 16 så vidt jeg husker, og en blev efterfølgende fængslet. I sidste uge anholdt vi 10, fortæller politikommissær Bent Balthzer Sørensen.

Når flere ikke er blevet fængslet, skyldes det, at det i flere sager har vist sig, at der ikke var tale om røveri, men tyveri.

Den særlige indsats er foreløbig planlagt til fem weekender, hvor denne altså er den tredje. Torsdag, fredag og lørdag nat vil der være omkring 25 ekstra betjente i både civil og uniform i det københavnske natteliv - især i indre by og på Nørrebro.

- Det er her de fleste gaderøverier finder sted, og de sker i nattetimerne, siger Bent Balthzer Sørensen, der leder den målrettede indsats.

Baggrunden for indsatsen er, at antallet af gaderøverier i København er eksploderet. I september var der 97 gaderøverier i København mod 51 i september sidste år.

- Vi vil gøre København til en tryg by. Indsatsen virker dels præventivt ved, at vi er massivt til stede, dels ved, at vi kan være hurtigt på stedet efter et røveri, forklarer politikommissæren.

Han medgiver dog, at det er op ad bakke.

- Lige nu går det ikke så godt. I den første weekend i oktober var der 15 gaderøverier, fortæller han.

Bent Balthzer Sørensen har ikke noget bud på, hvorfor antallet af gaderøverier er eksploderet.

- Der er tilsyneladende sket en holdningsforskydning hos nogle unge mennesker. De tror, at et røveri er en udvidet tyveri, men et røveri er meget alvorligt og betyder, at man bliver varetægtsfængslet, forklarer han.

/ritzau/