Tirsdag har Københavns Politi i samarbejde med Forsvarets dykkere fundet en arm i Køge Bugt. Armen er fundet nær den rute, som har været efterforsket i forbindelse med ubådssagen.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

»Vi har endnu ikke fastslået om der er tale om en højre eller venstre arm, eller hvem armen tilhører. Men vi arbejder ud fra, at den hidrører fra ubådssagen,« siger vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen fra Københavns Politi.

Politiet oplyser videre, at armen vil blive undersøgt på Retsmedicinsk Institut onsdag. Drabschef Jens Møller Jensen afviser over for BT at kommentere de nærmere omstændigheder omkring fundet, men ifølge avisens oplysninger er det fundet omkring middagstid.

Hvis det viser sig, at der er tale om Kim Walls arm, så mangler politiet kun at finde den anden arm, før man har fundet hele liget af Kim Wall.

Men der er fortsat mange ubesvarede spørgsmål i ubådssagen.

Politiet afventer den endelige obduktionsrapport af hoved og ben, der muligvis kan give den dødsårsag, som retsmedicinere indtil videre har kæmpet forgæves for at finde frem til. Der mangler også svar på, hvorvidt der er fundet dna på den sav, som blev fundet af dykkere i Køge Bugt i oktober. Og på den kniv, som blev fundet i en pose den dag, hvor Kim Walls hoved og ben blev fundet.

Peter Madsen blev fængslet 11. august, efter han havde sænket sin ubåd UC3 Nautilus i Køge Bugt og kom i land uden den svenske journalist Kim Wall, som han var stævnet ud sammen med dagen forinden. I dag er han sigtet for at have dræbt og parteret Kim Wall og skilt sig af med liget i Øresund.

Han nægter sig skyldig i drab, men erkender sig skyldig i partering.