Drabschef Jens Møller Jensen er ikke længere afdelingsleder i Københavns Politi. Ledelsen har meldt ham til Den Uafhængige Politiklagemyndighed for muligt brud på sin tavshedspligt.

Drabschef Jens Møller Jensen blev sidste år landskendt som efterforskningslederen af drabet på den svenske journalist Kim Wall.

Nu er han blevet frataget sin lederstilling på afdelingen for personfarlig kriminalitet i Københavns Politi, skriver Politiken lørdag.

Samtidig har politiledelsen anmeldt Jens Møller Jensen til Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) for muligt brud på sin tavshedspligt.

Ved du noget om sagen? Så hører B.T. gerne fra dig. Skriv til sboa@bt.dk

Årsagen er Jens Møller Jensens erindringsbog ’Opklaret - drabchefens erindringer’, der udkom i sidste uge.Det bekræfter Københavns Politi i en mail til Politiken.

»I forbindelse med Jens Møller Jensens bog, har Københavns Politi anmodet Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) om at undersøge, om han i den forbindelse har overtrådt sin tavshedspligt eller andre regler. Mens undersøgelsen pågår, er Jens Møller Jensen blevet midlertidig omplaceret, så han ikke sidder med det fagområde, som vil kunne blive en del af undersøgelsen«, skriver Københavns Politi til Politiken.

Adspurgt om Jens Møller kan vende tilbage til sin stilling efter undersøgelsen, svarer Københavns Politi:

»Nu afventer vi DUP’s undersøgelse og først herefter vil Københavns Politi vurdere, hvad der videre skal ske«.

Ifølge anonyme kilder i politiet, Politiken har talt med, er der reelt tale om en degradering. Flere efterforskere i ubådssagen er ifølge kilderne stærkt utilfredse med, at Jensen har skrevet en bog for at tjene penge på sagen, men også at han tager for meget af æren for at have opklaret drabet.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Jens Møller Jensen. Men da Politiken i sidste uge spurgte Jens Møller Jensen, om han gik for langt med sin bog, svarede han:

»Jeg er bevidst om, at der også kan komme en sag mod mig. Jeg håber inderligt ikke, jeg har sagt noget i min bog, jeg ikke kunne sige. Men hvis jeg har brudt min tavshedspligt, må jeg stå til ansvar som alle andre«.