Københavns Politi advarer fredag til DR om svindlere, som går efter især ældre borgere.
Politiet oplever i øjeblikket en stigning i sager, lyder det fra vicepolitiinspektør Bjarke Dalsgaard.
Det foregår især i bydelen Valby, men svindlerne er aktive i hele hovedstaden.
»Alarmklokkerne bør selvfølgelig ringe, så snart man bliver ringet direkte op af en, der påstår at være fra banken, politiet eller skat. De rigtige myndigheder har jo andre måder at henvende sig på,« siger vicepolitiinspektøren til DR.
Svindlen foregår på samme måde, som det er blevet beskrevet flere gange i de senere år:
Personerne tager kontakt til borgere og udgiver sig for at være fra eksempelvis banken.
Politiet fortæller, at svindlerne er meget professionelle og veltalende.
Tal fra Finans Danmark viste i november, at svindlere i Danmark i 2025 har formået at lokke flere penge ud af deres ofre end tidligere.
I de første seks måneder af året har svindlere i alt tjent knap 45,9 millioner kroner på den såkaldte netbanksvindel, hvor de narrer især ældre til at overføre penge til dem.
