Det lyder måske som en Aarhushistorie, men det er faktisk en sag fra Retten i Esbjerg. 

Her blev en 37-årig københavner for nylig dømt for biltyveri, for at køre for stærkt og for at køre uden kørekort.

Det skriver JydskeVestkysten, som har fulgt det retslige efterspil på episoden, der fandt sted helt tilbage i april 2021. 

I sig selv lyder det måske ikke så usædvanligt, men det var omstændighederne omkring biltyveriet til gengæld.

Den 37-årige hævdede nemlig, at han havde fået lov til at låne bilen, som han påstod slet ikke kunne køre så stærkt, som politiet målte. 

Manden var del af et selskab i et sommerhus ved Henne Strand, og ved midnatstid råbte han ud i rummet, om han måtte »låne bilen.«

Da han mente at høre et ja, satte han sig ud i bilen og begav sig mod København. 

I retten indrømmede han dog senere, at han godt nok ikke var helt sikker på, at det var bilens ejer, der havde svaret bekræftende. 

Dagen efter opdagede bilens ejer, en mand fra Aarhus, at han ikke kunne komme hjem, fordi hans bil var væk.

Uheldigvis for den 37-årige biltyv nåede heller ikke han særlig langt.

Allerede ved Vejen på E20 blev han nemlig stoppet af politiet for at køre over 200 kilometer i timen. 

Han manglede også et gyldigt kørekørt og kørte uden sele. Det sidste havde han dog tilladelse til fra en læge. 

Eftersom han fire gange tidligere er blevet stoppet – og dømt – for noget tilsvarende, lød dommen på både betinget fængsel, samfundstjeneste og en bøde. 

Ved en tidligere lejlighed er manden blevet idømt 60 dages betinget fængsel. Denne gang lød dommen på yderligere 30 dage. 

Endelig mistede han også retten til at erhverve sig kørekort i tre år.